Privacy
 
VarmMailKorps- butikkenFacebookBliv Spejder

Træningsansvarlige og stabsmedlemmer

Afviklingen af vores førertræninger og ledelsesuddannelser varetages at frivillige spejderledere fra hele landet, som påtager sig rollen som enten træningsansvarlig eller stabsmedlem.

For vores træningsansvarlige og stabsmedlemmer er førertræningerne og ledelsesuddannelserne en øvelsesbane for at afprøve lederskab og projektledelse. Og med spejdermetoden  ”Learning By Doing” og det pædagogiske princip om at ”unge leder unge” som arbejdsredskaber, udvikler vores træningsansvarlige og stabsmedlemmer gode lederegenskaber og kompetencer som højtudviklede samarbejdsevner, selvstændighed, overblik og handlekraft samt ansvarsbevidsthed.

Som træningsansvarlig og stabsmedlem er du en del af et større projekt, hvor du lærer at skabe overblik og bliver god til at planlægges og strukturere mange og forskelligartede opgaver. Du er med til at udtænke koncepter og aktiviteter, opsætte tidsplaner, foretage prioriteringer, tilpasse ændringer, lægge budgetter, sikre hjælp udefra mm. Du lærer at håndtere forandringer og uforudsigelige opgaver, lærer at omstille dig og tilpasse dig nye vilkår samt navigere, bevare roen og udvise handlekraft i hektiske situationer. Og du vil opleve, at du efterhånden tilegner dig en positiv, kreativ og løsningsorienteret tilgang til forandringer og udfordringer.

Som træningsansvarlig og stabsmedlem har du et stort ansvar for, at førertræningen eller ledelsesuddannelsen afvikles tilfredsstillende. I den forbindelse udvikler du på samme tid stor selvstændighed og højudviklede samarbejdsevner. Du kommer til at indgå i et større arbejdsfællesskab, hvor du skal samarbejde med mange forskellige mennesker, som ikke nødvendigvis tænker på samme måde som dig selv. Du lærer at lytte til andre, sige din mening og finde frem til fælles løsninger, beslutninger og kompromisser. Du lærer at anderkende og respektere andres forskelligheder og se dem som muligheder frem for begrænsninger.

Som træningsansvarlig og stabsmedlem kan du altså se frem til at udvikle dig som menneske, samarbejdspartner og leder, og du vil erfare, at du hurtigt tilegner dig evner og kompetencer, som du kan bruge i alle livets forhold hele livet igennem.

Lyder det som noget for dig? Så skriv en mail til ftu@dbs.dk, hvor du med en kort beskrivelse af dig selv, dine spejder- og ledelseserfaringer kan ansøge om at blive træningsansvarlig eller stabsmedlem på en af vores træninger.